OMSKRIV DIT KÆRLIGHEDSLIV – OG BLIV KLOGERE PÅ DIG SELV
- Caroline Falck
- 23. okt.
- 5 min læsning
Forleden drak jeg kaffe med en veninde. Snakken faldt på min ekspertise, og hun kiggede spørgende på mig: ”Hvorfor skændes vi konstant? Vi når ud, hvor vi ikke kan bunde og vi går mere op i, hvad den anden har sagt og gjort end at komme til sagens kerne”. Et mønster mange kan genkende. ”Måske du skal lede dybere efter svaret hos dig selv”, svarede jeg. Snakken fortsatte...
Mange af os drømmer om at finde kærligheden, men hvad hvis det vigtigste er at forstå sig selv først? Parterapi begyndte først at give dybere mening for mig, da jeg lærte om emotionsfokuseret terapi (EFT). Det er her kærlighedens komplekse væsen mellem to mennesker begynder at give mening og har udgjort en kerneforståelse for parterapi; kærlighed handler ikke om at ændre vores partner, men om at forstå sig selv, hinanden og de følelsesmæssige behov der er i relationen. Vi råber eller peger oftest ikke fingre, blot fordi vi er vrede. Vi gør det, når vi føler os utrygge og mangler følelsesmæssig kontakt.
Når forelskelsen brænder ud
Samtalen med min veninde fik mig til at reflektere over, hvad et ønske-forhold egentlig er. Svaret derpå vil jeg ikke gøre mig til dommer af. Kan man arbejde sig hen imod et bedre parforhold? Ja, dét tror jeg bestemt. Når vi vælger vores partner, håber de fleste at det er deres livspartner. Ofte valgt ud fra forelskelse, kærlighed, drømme og ambitioner – nogle gange også med krav og kriterier, som glemmes eller tilsidesættes i forelskelsens rus.
Ifølge flere forskere sker der en hormoncocktail og overproduktion af dopamin og serotonin, når vi forelsker os (Fruergaard, 2021). Vi er den bedste version af os selv; vi elsker og accepterer alt ved denne fantastiske person, vi har forelsket os i. Det betyder samtidig, at vi ikke ville kunne overleve en livslang forelskelse, da krop og sind simpelthen bruger for meget energi på fasen. Vores system ville derfor brænde sammen (Fruergaard, 2021). Vildt, ikke?
Det er i dette øjeblik, at man skal møde hinanden og sig selv bag forelskelsens slør. Partnerens sider på godt og ondt bliver mere klare, og her vil jeg vove at påstå, at det reelle arbejde begynder – nemlig i at vedligeholde relationen med sunde og gode mønstre. For at opretholde det trygge bånd fra forelskelsen, er vi nødt til at vedligeholde vores opmærksomme og empatiske væremåde over for vores partner.
Barndommens ekko i parforholdet
Når partneren viser sider, som hele tiden har været der, men som forelskelsen kan have sløret, er det interessant at dykke ned i, hvordan vi får åbnet døren til at bevare kærligheden - alt imens vi ubevidst længes efter at genskabe en bestemt følelse. En følelse der minder os om vores barndom og omsorgsperson(er)s kærlighed, på godt og ondt, og som kan skabe forvirring, når vi både vil have spænding og tryghed i et forhold.
Her begynder diskussionerne og mønstrene oftest at udfolde sig.
Flere forskere mener faktisk, at vi gifter os fordi vi har en forventning om, at vores partner kan genskabe barndommens følelse. Det kan måske forklare, hvorfor der i mange parforhold opstår usunde mønstre og derved ulykkelige parforhold (Hendrix, 1990). Det giver faktisk ret god mening, men du skal formentlig ikke citere mig i talen til din bedste vens bryllup.
Hvis vi dykker lidt ned i den længsel, har vi som individer, ifølge tilknytningsteoretikeren John Bowlby, brug for en tryg base og et behov for en tilknytning – den skabes når vi er børn, oftest til moren, men er også yderst relevant i vores kærlighedsliv (Hendrix, 1990). Når parforholdet føles utrygt, aktiveres vores gamle mønstre og reaktioner, hvilket kan spænde ben for kommunikation, tryghed og velvære. Vi har derfor behov for at føle os trygge i vores parforhold, men alligevel ender mange med at føle sig ensomme, forkerte og frustrerede. Her opstår livslange og vigtige usynlige spørgsmål til vores partner. Er du der for mig? Kan jeg stole på dig? Kan jeg betro dig mit inderste?
Hvis det lyder lidt dystert, så hæng på - der er en pointe.
Hvem lærer os at være i et forhold?
Når jeg taler med klienter eller venner, går de samme emner oftest igen: kommunikation, behov og forventninger. For hvem lærer os egentligt, hvordan man er i et forhold? Det kan til tider virke som om, nogle har vundet i kærlighedslotteriet, hvorimod andre kæmper hårdere. Der må være en dybere mening med, hvordan vi har modtaget kærlighed, hvordan vi har set vores nærmeste omsorgspersoner være i et forhold og hvordan vi dermed selv er i et forhold som voksne.
Når vi føler os elsket i den relation vi befinder os i, fungerer vi faktisk mentalt og fysisk bedre (Johnson, 2021). Vi bruger vores næres relationers øjne til at reflektere en forståelse af os selv. Uanset om det er familie, partnere eller venner. Vi vokser, trives, kommunikerer og udvikler os bedre, hvis vores relationer er stabile og i ro. Dermed ikke sagt, at der ikke må være diskussioner. Men måden hvorpå vi diskuterer, og finder fælles ståplads efterfølgende, er essensen.
EFT: Nøglen til at forstå og bryde mønstrene
Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at hverdagens trummerum kan viske kærligheden ud. Tiden går, og alt imens bygger diskussionerne sig større og man ser måske sig selv blive mere samlevende end passioneret, samarbejdende, elskende og udviklende partnere – uden helt at forstå hvorfor.
Nogle gange er kærligheden ikke nok, og det gør ondt. Men jeg tror, at vi ofte er præget af usynlige mønstre og fortællinger om os selv, vores partner og kærligheden. For mig åbnede der sig en helt ny dør, da jeg hørte om EFT. Jeg har selv mærket på egen krop, hvordan det føles at blive spundet ind i mønstre, som føles umulige at kontrollere.
Ved EFT nedbryder man disse mønstre gennem forskellige trin for at finde ind til kernen og dine dybeste følelser og behov. Måske handler dit kærlighedsliv ikke om at finde Mr. eller Mrs. Right, men om at lære dig selv bedre at kende i et forhold.
Grundlæggende arbejder EFT gennem tre faser:
1. Identificer de negative mønstre ved deeskalering af konflikter
2. Genopdagelse af følelsesmæssige behov
3. Genopbygge nye trygge bånd gennem ærlighed og sårbarhed
Det kræver tid og øvelse, men ifølge Dr. Sue Johnson, handler det om at kontrollere dæmondialogerne. Når en konflikt eskalerer, er det ofte på grund af det usagte. Det kan være en følelse af afsavn, svigt eller afvisning. (Johnson, 2021)
Kærlighed som et valg
At vælge kærligheden og hinanden er et valg, vi træffer hver dag. Vi har alle muligheden for at blive klogere på os selv og kærligheden, hvis vi tør at være åbne, ærlige og sårbare. Mange af os længes efter, at ens partner har alle egenskaberne til at rumme alt, hvad vi har brug for, men hvis du spørger mig, er det for tung en byrde at lægge over på ét menneske.
Når vi er i et forhold, lærer vi meget om os selv – vores behov, grænser og mønstre. Når vi opdager, hvordan det føles at udtrykke sine behov, og tilmed blive mødt af ens partner, er her magien kan opstå.
Kærligheden er ikke noget vi finder, men noget vi skaber – først med os selv, og dernæst med hinanden.
Jeg vil gerne påpege, at jeg ikke har skrevet denne kronik fordi jeg mener, at man skal forblive i et forhold, hvor man er ulykkelig. Nogle relationer er ikke sunde. Det er blot min forhåbning, at jeg har vækket en interesse i at blive klogere på dig selv, dine mønstre og behov - jeg tror på, at du kan nå langt, hvis du tør at være nysgerrig på dig selv og den fortælling du har skabt om dit parforhold. Jeg kan hertil anbefale Dr. Sue Johnsons bog: ”Hold mig”.
Skrevet af Caroline Falck, oktober 2025
[Må ikke gengives uden tilladelse]
Kommentarer